Så effektive er de forskellige algeædere ifølge vores test
Den øverste del af illustrationen (A) viser den relative effektivitet hos de 5 testede arter:
Amano-rejen, Cherry-rejen, zebrasneglen (Neritina), odessabarben og den siamesiske algeæder. Illustrationen viser, at Amano-rejen er cirka dobbelt så effektiv som zebrasneglen og 6 gange så effektiv som Cherry-rejen.
En del af forskellen skyldes dog, at en Amano-reje er meget større end en Cherry-reje, og derfor har vi også illustreret, hvor effektive de er pr. gram dyr (den nederste del af illustrationen, B). Og her er det virkelig tydeligt at se, hvor effektiv Amano-rejen er! Den er stadig næsten dobbelt så effektiv som Cherry-rejen og mere end 5 gange så effektiv som den siamesiske algeæder.

Sådan blev det testet
Først blev en biofilm bestående af grønalger og diatoméer dyrket på små keramikfliser. En flise med alger blev derefter lagt i et akvarium med et bestemt antal Amano-rejer, som så fik lov at spise i et bestemt antal timer. Det, rejerne ikke nåede at spise inden for den målte tid, blev efterfølgende målt/vejet ud fra, hvor mange alger der var på flisen til at begynde med, og hvor meget der var tilbage, efter at rejerne havde fået lov at spise. Derefter kunne vi bestemme, hvor meget de havde nået at spise.






